Sønderjylland i krig

I anledning af krigen i 1864 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 viser de lokalhistoriske arkiver i Aabenraa Kommune en udstilling om Sønderjylland i krig.

Bidragyderne til udstillingen er arkiverne i Aabenraa Arkivsamråd, som består af arkiverne i Bov, Bovrup-Varnæs, Ensted, Felsted, Kliplev, Ravsted, Rødekro og Tinglev samt Museum Sønderjylland, ISL-lokalarkiv.

Materialet til udstillingen er hentet fra arkivernes samlinger og er helt overvejende et billede af hjemmefronten, mens krigen rasede på Dybbøl i 1864 og de europæiske slagmarker under Første Verdenskrig.

Udstillingen har fokus på to temaer. Det ene tema er tabet af ægtefæller og sønner, som aldrig vente hjem. 5.333 sønderjyder mistede livet på fronterne under Første Verdenskrig, hvilket svarer til ca. 10-15% af samtlige sønderjyske mænd i alderen 18-50 år. Størsteparten af de sønderjyske familier mistede et eller flere familiemedlemmer under Første Verdenskrig.

Det andet tema er de mange tusinde især russiske krigsfanger, som kom til Sønderjylland, hvor de erstattede de mænd, der var sendt til fronten. Her arbejdede de ikke kun i det trængte sønderjyske landbrug, men også på store anlægsprojekter, som f.eks. Ballumdiget.

Ved siden af disse temaer fortæller udstillingen også om bl.a. lazaretter i 1864 og mere muntre sider af livet, som man kunne finde, selv på fronternes menneskeskabte helvede.

Udstillingen ”Sønderjylland i krig” vil blive indpasset i museum- Mellem Slesvigs Grænsers egen udstilling om emnet, der til lejligheden vil blive ombygget og moderniseret.